Er jeg for afventende?

Sidder på en bænk med blikket ud over havet.
Nyder vandets brusen frem og tilbage.
Mørket sænker sig ovenikøbet. Og den levende stilhed summer fra stranden.
50 meter fra mig, sidder to veninder og ler i sandet.
Det ene kærestepar efter det andet, kommer hånd i hånd forbi mig. Ned af molen og tilbage. Alle lurer de på de 4 eksklusive bænke med havudsigt.
Denne aften er de optaget. Andre kærestepar har været hurtigere.
Lytter til deres smukke italienske sprog, som nærmest danser i den varme vind.

“Jeg må prøve at se det hele lidt oppefra,” tænker jeg.
Sandheden er at jeg er gået i et skænderi.

Kigger op på bjergene.
Mit blik rammer det lysende kors. Hver aften skinner det oppe fra bjergets top, ud over hele Cafelü, ud over den 1000 år gamle katedral.
Mit blik følger bjergkæden videre rundt.
Lyset fra de bittesmå vinduer ligner små firkantet puslespilsbrikker.

Kirkeklokkerne ringer natten igang.
“Cafelü er en perle,” tænker jeg.

Men hvad føler jeg?

Godt spørgsmål.

Jeg føler mig mere roligere, end i tidligere forhold.
Mere afklaret.
Men. Hvad skete der med liv-eller-død følelsen?
Eller Kaste-ting-efter-hinanden-fasen?
Ligesom de gamle dage når et skænderi tog plads.
Der var sgu noget italiensk i, at ville gå i døden for hinanden og få råbt hovedet af.
Nu er jeg omringet af flow og good vibes.
“Ja, virkelig forfærdeligt, hva Søren?” Og virkeligt skræmmende at skulle stå i sit eget lys,” tænker jeg.

Finder det mærkeligt nok en smule uromantisk. Kan det virkelig passe?

“Nå men det er der sikkert 100 spirituelle der kan svare mig på,” tænker jeg.

Det gængse svar ville nok være, at jeg ikke er bevidst nok til selv at transcendere mine følelser og opløse/rumme/være med dem. At jeg ikke er transparent nok til at håndtere forskellen på de forskellige kærlighedsformer.

Kommer til at tænke på de 4 kærlighedsmantraer som jeg skrev om.

Eller er det bare alderen? 
Er jeg bare blevet mere rolig?
 ER jeg bare blevet mere bevidst?
Kigger på vandet.
”Be like water”, som Wayne Dyer sagde. Flow.
 Flyde ind gennem sprækkerne.
 Kramme bjerget med varme kilder.
 Være blød og altoptagende, istedet for hård og rigid.

Men nok skriveri frem og tilbage, jeg sidder jo her på grund af en grund. Måske jeg skulle komme ind til kernen:
Jeg kan ovenikøbet prøve at sætte det lidt sjovt op, tænker jeg.
Fanger min telefon og åbner noter.

“Kære brevkasse.

Jeg er en ung mand på 42 år. Jeg er i tvivl om jeg er alt for afventende i livet. Synes det giver nogen udfordringer, når jeg sammen med andre og skal være en del af et bevidst opsøgende valg, jeg ikke tror på mere. 
Men alligevel. Skal jeg mon blive mindre afventende?
Det er vel også dér, der ligger en spirituel udvikling for mig.

Fordi, træder jeg væk fra min Hjertevej føler jeg, at jeg rammer ved siden af mit livsformål, og væk fra Hjertevejen. Hver gang jeg går på kompromis med at være opsøgende, ryger jeg så ud af “alignment with source”?

Jeg tror på, at min funktion i livet findes på min Hjertevej og tror på at vi alle har en funktion og en unik gave at tilbyde verden.
Ligesom naturen.
Alt er som det skal være.
 Så hvorfor røre det? 
Hvorfor opsøge det?

Tarot-kort-tesen som jeg selv har opfundet, ligger i baghovedet. Hvor man egentlig tænker “hvad hvis jeg havde trukket et andet?
Jeg har trukket det kort som jeg har trukket. Selvom jeg ville ønske, at havde trukket et andet kort, jamen så er det stadig det kort som jeg har trukket. Alt er som det skal være. Det kan ikke være anderledes. Hvis jeg går til højre, kan det ikke være anderledes. Hvis jeg går til venstre kan det ikke være anderledes.
Det kan der jo være noget om.

Min bekymring, er bare, at hvis jeg var helt alene, ville jeg måske slet ikke gå nogen steder. De forskellige personlighedsværktøjer, det spirituelle enneagram, astrologiske tydninger og andet godt mellem himmel og jord, foreslår at jeg lever afventende. Og hvis jeg skal gå fra bitterhed til succes skal jeg: “wait for the invitation”.

De sidste mange år har jeg levet mit liv afventende. Og jeg tror på, at alt i livet kommer til mig på det rigtige tidspunkt.
 Som da jeg, efter adskillige invitationer, sagde min lejlighed op i tillid.
Så kan jeg jo spørge mig selv, om jeg har haft succes med at være afventende? Føler jeg egentlig det?

Hmmmm….egentlig ikke.
Oplever bare, at universet taler til mig når jeg er stille og afventende.

Lægger tankerne til side og kigger op på Jesus korset.

Pludselig rejser veninden sig i sandet.
Den anden bliver siddende.
Det er som om de skændes.
Veninden går trodsigt væk.
Pigen bliver siddende med hænderne op foran ansigtet.
Hun græder.
I nogen minutter betragter jeg hende.
Hun bliver ved med at græde.
Skal jeg gå ned til hende?

Venter et kort sekund.
Måske hun har kæresteproblemer?
Måske hun har et knust hjerte og befinder sig i “kaste-med-ting” perioden?
Hun græder højlydt nu.
Bølgerne nærmest gengælder hendes vibrationer.

Men ville hun ikke synes det var lidt underligt, hvis jeg, pludselig stod foran hende. Hun virker meget ung.
Jeg lukker øjenene og mærker efter.
 “Giv mig en invitation, Gud,” tænker jeg.
 Venter lidt i stilheden. 
Nothing.
 Tager min trøje i hånden og bevæger mig ned imod hende.
Træder ned i sandet.
 Er opsøgende.
 Går hen til hende 
”Are you ok?,” spørger jeg.

Hun kigger på mig.
Hendes mascara er løbet og hendes blik gennemborer mit.
Hun er måske 14 år.
Hun vender tommelfingeren opad.
“Ok”, siger jeg.
Går videre forbi hende.
Vender mig om.
Hun rejser sig og går den modsatte vej.
Jesus kors oppe på bjerget når lige at skinne på mig, inden jeg rammer Cafelü´s hovedgade. Forbi restauranten med den gode laksesalat (majs, hvidløg, laks, hjertesalat og ost,) og ned til nummer 42. Den dejligste lejlighed med udsigt ud over vandet. Som vi fik vi fordi jeg var mere spontan og mindre afventende.

Tagged with: