Uden dig er jeg intet

Oplever gang på gang hvordan jeg er indrettet til at lære, og skrive udfra, hvordan jeg oplever vores møde.

Hvor ellers skulle den dybeste sandhed befinde sig, end imellem dig og mig?

Thats why im here.

Uden dig er jeg intet.

Jeg har aldrig elsket at skrive.
Men på en eller anden måde healer det noget i mig.
Jeg åbner op.
Pakker det ind i ord.
Bearbejder sætninger.
Retter til.
Gør det til kunst.
Og transformere følelserne.
Måske midt i processen.
Nogle af dem bliver ovenikøbet til musik.

“What you feel, you can heal”.

Så tak for dig og alle de smukke møder.

Kommer til at tænke tilbage på i sidste uge.

Dagen hvor jeg så en stor mand græde.

Vi var tre mænd. Den ene skulle give, og den anden skulle modtage. Den tredie mand holdt rummet og guidede meditationen.

Jeg skulle give.

I starten følte jeg det hele lidt underligt. Dernæst  befandt jeg mig i en underlig tilstand, i en form for Anders And verden. Jeg smilede usikkert. Tankerne fløj væk flere gange, og jeg kunne ikke finde ro. Men som tiden gik, byggede han den smukkeste bro imellem os. Skabte en bobbel omkring os. Jo mere jeg overgav mig til at skulle give, jo mere pressede tårerne sig på. Og stille og roligt flød jeg mere og mere ind universet og opgaven at give. Det var først da jeg overgav mig 100% til følelsen om, at jeg havde svært ved at give, at tåren pressede sig på. Først da jeg overgav mig 100% til følelsen og anerkendte den, følte jeg en lethed i min krop. Som om noget var transformeret. Og i sekundet landende indsigten.
Og så sluttede meditationen.
Øv.

Da jeg åbnede øjnene kiggede jeg ind i spejlet på den store mand. Han græd. Tårerne løb ned af hans varme kinder.

En smuk smuk oplevelse.

Endnu en reminder til at slippe kontrollen på jorden, og bare lade livet åbne sig op. Stole på, læne os tilbage og modtage det som Gud har tiltænkt os. Uden at presse på. Og derfra give det videre i kærlighedens navn.

Et smukt møde..

Add A Comment